Klumpfornemmelse, fremmedlegemefølelse i halsen og evt. stemmetræthed er et hyppigt problem som kan skyldes mange forskellige ting.
Generne med klumpfornemmelse, evt. med rømmetrang, hoste eller trang til at synke, kan også være forbundet med stemmetræthed/-problemer.
Hvis vi i klinikken konstaterer, at det ikke er et resultat af en sygdom, der skal behandles, kan problemet ofte skyldes spændinger i muskulaturen i hals, strube, svælg og nakke. Der er talrige muskler involveret i støtteapparatet til struben, når man taler, synger, synker eller blot trækker vejret.
- Musklerne kan belastes uhensigtmæssigt helt ubevist pga. spændinger eller forkert stemme- og sangteknik. Det giver sjældent smerter på samme måde, som f.eks. forkert belastning af ryggen. I stedet kan det vise sig som en følelse af en klump eller tør plet i halsen eller føles, som om der sidder noget, der skal rømmes/hostes væk.
- For meget mavesyre (uopdaget eller kendt refluks) kan forværre generne.
”Behandlingen” starter med grundig undersøgelse for at udelukke sygdom i struben eller svælget.
Herefter øget opmærksomhed på rømmetrang og synkebevægelser for at begrænse disse mest muligt, da f.eks. rømmen har en forstærkende effekt på generne. Forsøg i stedet at ”sukke dybt”, drikke vand/danskvand, varme på muskelspændinger eller måske endda besøg ved fysioterapeut med erfaring i halsmuskulaturen. Desuden kan forsøg med midler mod mavesyre ved mistanke herom være værd at prøve, f.eks. Gaviscon/Alminox, som kan fås i håndkøb.